Grundlæggende flamencoguitar

Hvad toque betyder

Flamenco har tre kunster: cante, stemmen; baile, dansen; og toque, guitaren. UNESCOs flamenco-optagelse siger, at toque har udviklet sig langt ud over blot at akkompagnere, og at kastagnetter, håndklap og fodstamp også hører til kunsten. En guitarist er en tocaor. I et lille rum hører du spillet på tæt hold: fingrene, slagene på træet og de pauser, en spiller efterlader, så sangeren kan fylde dem ud. Resten af denne guide navngiver de lyde, så du kan skelne dem, én efter én, uden nogen uddannelse i musik eller spansk.

Instrumentet

Wikipedia siger, at flamencoguitarer er bygget lettere end klassiske guitarer, med tyndere toppe, mindre indvendig afstivning og generelt mindre kroppe. Den nævner cypres, ahorn og rosentræ som de traditionelle træsorter til kroppen, med gran som top. Spansk Wikipedia beskriver den typiske model som cypres med cedertræshals og grantop. Strengene er af nylon som på en klassisk guitar, men lyden er livligere og mere rå. Cypres er det træ, der er mest forbundet med den lyse flamencolyd, siger spansk Wikipedia, mens palo santo blev brugt tidligere og nu er sjældent. Mange guitarer har en golpeador, en slagplade, der beskytter træet mod fingerslag. Strengene sidder normalt lavere, og en smule summen tolereres.

Sådan sidder og spiller en tocaor

Spansk Wikipedia stiller de to traditioner op mod hinanden. En klassisk spiller vipper guitaren over venstre ben; en flamencospiller krydser benene, hviler guitaren på det højeste og holder halsen næsten vandret. Tommelfingeren hviler på toppen, pege- og langfinger spiller over den øverste streng, og langfingeren hviler på golpeadoren for præcision. Spansk Wikipedia tilføjer, at metalstemmeskruer mest bruges i dag, fordi træskruer giver stemmeproblemer. Engelsk Wikipedia tilføjer, at guitarrens lettere, smallere konstruktion forhindrer den i at overskygge sangeren. Fra din plads: hold øje med højre hånd; den forklarer det meste af det, du hører.

Fem lyde at lytte efter

Disse teknikker kommer fra Wikipedias artikel om flamencoguitaren. Hver enkelt bliver let at høre, når du kender dens navn, og en time giver dig tid til at fange flere af dem, selvom ingen aften kan love en bestemt. Prøv at sætte navn på hver enkelt, når den passerer, og bekymre dig ikke, hvis du misser nogle; hele timen er en prøve for dit øre:

• Rasgueado: strumning med udadgående flick med tre til fem fingre på højre hånd.
• Picado: enkeltstrengede skalaløb, hvor man som regel skifter mellem pege- og langfinger.
• Alzapúa: en tommelteknik, spillet op og ned, med rødder i plekterspil på oud'en.
• Tremolo: et firetonemønster i højre hånd, hvor klassisk tremolo bruger tre.
• Golpe: et perkussivt slag på lydpladen.

Falsetas og compás

Ifølge Wikipedia introducerer guitaristen tonarten, compás og tempoet for en sang og spiller falsetas, melodiske mellemspil, mellem versene. Compás er den gentagne rytme i en palo. Wikipedia siger, at ingen anden vestlig stil kræver en så præcis fortolkning, og at når der ikke er nogen guitarist til stede, kan palmas (klappen i hænderne) eller bank på et bord bære den. I rummet skal du lytte efter det øjeblik, hvor guitaren stopper med at skitsere rytmen og begynder en melodi for sig selv, mens sangen holder pause. Det er en falseta.

Læs næste: Flamencoglossar

Spiller for sangeren

En cejilla, eller capo, bruges almindeligvis til at sætte tonarten efter sangerens stemmeleje, så guitaristen kan beholde de samme akkordgreb. Den spanske Wikipedia beskriver guitaristen, der akkompagnerer det sungne vers og smyger en falseta ind mellem akkorderne. Nogle sange synges uden akkompagnement, a palo seco. Den spanske Wikipedia nævner to måder at akkompagnere et vers på, por arriba, med E-durs fingergreb, og por medio, med A-durs. Siguiriyas er den svære prøve: Wikipedia kalder det en af de vanskeligste stilarter at akkompagnere og fortolke på grund af sangens nuancer og siger, at guitar, palmas eller fodarbejde ofte tilføjer kontrarytmer oven på dens tolv slag.

Spiller for danseren

Wikipedia siger, at volumen historisk set var vigtig, så guitaristerne kunne høres over dansernes sko. En danset alegrías gennemløber seks afsnit ifølge dens artikel: salida, paseo, silencio, castellana, zapateado og bulerías, hvor sidstnævnte er en livlig afslutning. Guitaren leverer grundlaget for hvert enkelt. Wikipedia angiver det sædvanlige tempo for alegrías som 120 til 170 slag i minuttet, hvor livligere hastigheder passer til dansen og roligere til en sanger alene. Hvis danseren træder ind midt i din time, som rejsende, der har været der, beskriver det, så lyt til, hvordan guitaren skifter fra en introduktion til en rytme, der svarer til fødderne.

Fra akkompagnement til koncertscenen

Wikipedia tilskriver Ramón Montoya, født i Madrid i 1879, æren for at være en af de første, der udfordrede guitarrens ledsagende rolle og optrådte som solist. Der nævnes Montoya, Sabicas, Paco Peña og Paco de Lucía blandt de musikere, der var med til at præsentere flamencoguitaren som soloinstrument. Paco de Lucía fra Algeciras udvidede flamencoens påvirkninger til at omfatte brasiliansk, arabisk og jazzmusik, og hans indspilning af Rodrigos Concierto de Aranjuez fra 1991 fremhæves som en milepæl. Sevillas egen rolle i historien har sin egen guide.

Læs næste: Sevillas guitarhistorie

En lytteplan for timen

Du behøver ikke tælle tolv slag for at nyde flamenco. En håndfuld enkle ting at lytte efter er nok, og den ene times varighed giver tid til hver af dem. Brug listen som en løs tjekliste frem for en test, og lad musikken tage over, når den vil. Ingen i lokalet retter dine svar, og den bedste lytning sker som regel, når du holder op med at prøve at hakke ting af.

• Før den første sang: læg mærke til, om guitaristen sætter en cejilla på.
• Når sangen begynder, følg guitarrens rytme under den.
• Når stemmen stopper, lyt efter en falseta.
• Når danseren kommer ind, hør hvordan guitaren svarer fødderne.
• Hen mod slutningen: læg mærke til, om tempoet løftes – bulerías afslutter ofte en sammenkomst.

Sådan læser du guitarerne på udstillingen

Huset udstiller flamencoguitarer helt tilbage fra 1800-tallet, ifølge Flamenco Sevillas side, og billetten giver adgang til dem. Brug det, du netop har læst, som en kort liste over ting at kigge efter: en slagplade, en lettere konstruktion, træets farve. Sammenlign enhver guitar i montrerne med instrumentet på scenen. Wikipedia skriver, at Antonio de Torres ikke skelnede mellem flamenco- og klassiske guitarer, så forskellene mellem de ældre instrumenter kan være subtile.

Hvem dette ikke er for

Betragt denne side som en introduktion, ikke en lektion, og showet er ikke et guitarhold. Vil du lære at spille, har du brug for en lærer; danseholdet på bookingsiden dækker kun dans. Enhver, der ønsker en højlydt produktion båret af dans, vil opleve, at et lille lokale bygget op omkring guitarer gør tingene anderledes. Og hvis du helst ikke vil læse før et show, så spring guiden helt over: musikken fungerer uden, og timen giver mening i sig selv.