Sevillas guitarhistorie

Torres i Sevilla

Wikipedia udpeger Antonio de Torres Jurado, født i Almería i 1817, som den vigtigste guitarmager, Spanien havde i det 19. århundrede. Hans første byggeperiode, fra 1852 til 1870, var i Sevilla, hvor han åbnede et værksted på Calle de Cerrajería, nummer 7, som han delte med Manuel Soto y Solares. Han gjorde guitarerne større, med tyndere, lettere dæk og en symmetrisk vifteafstivning. Wikipedia siger, at hans konstruktioner frembragte de første genkendeligt moderne klassiske guitarer.

Én mager, to slags guitar

Wikipedias artikel om flamencoguitaren siger, at guitarmagere som Torres lavede guitarer i forskellige prisklasser til alle samfundslag i Spanien, og at Torres ikke skelnede mellem flamenco- og klassiske guitarer. Opdelingen kom senere. Dagens flamencoguitar er lettere end sin klassiske fætter, med tyndere dæk og et slagplade, men den voksede ud af de samme værksteder. Den fælles oprindelse er værd at huske på i et hus, der udstiller guitarer af begge slags.

Den første sangercafé

Wikipedias artikel om flamenco fortæller, at Sevilla fik sin første café dedikeret til flamencosangere i 1881, åbnet af Silverio Franconetti, og at rivaliseringen mellem den slags caféer var med til at forme den professionelle sanger og selve kunsten. Franconettis egen artikel angiver hans levetid som 1831 til 1889 og kalder ham den ledende skikkelse i guldalderen, den periode hvor de fleste palos blev skabt og defineret. En café af den slags havde brug for guitarister lige så vel som sangere.

Niño Ricardo

Wikipedia angiver Niño Ricardos fødsel som 11. juli 1904 i Sevilla. Det står der, at han begyndte at akkompagnere La Niña de los Peines i 1924 og begyndte at indspille under sit eget navn omkring tyveårsalderen, og at hans stil gav anledning til en skole kaldet Ricardismo. Ifølge samme artikel underviste han Paco de Lucía, Enrique de Melchor og Serranito, og et monument på Plaza del Cristo de Burgos i Sevilla markerer hans fødested.

Montoya og sologuitaren

Ramón Montoya, født i Madrid i 1879, indledte i 1912 et samarbejde med sangeren Antonio Chacón, som varede mere end et årti. Wikipedia skriver, at han var en af de første, der udfordrede guitarrens ledsagende rolle og optrådte som solist eller hovedakt i koncerter, og at historikere i vid udstrækning tilskriver ham æren for at have etableret flamencoguitaren i den rolle. Hans historie hører hjemme ved siden af Sevillas, for det var den, der forvandlede et ledsagende instrument til et koncertinstrument.

Paco de Lucía og det, der fulgte

Paco de Lucía blev født i Algeciras i 1947 og døde i 2014. Wikipedia fortæller, at han samarbejdede med sangeren Camarón de la Isla fra 1968 til 1977, at sextettens album Sólo quiero caminar fra 1981 bragte den peruvianske cajón ind i flamencoen, og at han i 2004 modtog Prinsesse af Asturiens pris inden for kunst. Hans opførelse af Rodrigos Concierto de Aranjuez i 1991 førte flamencoguitaren ind i det klassiske repertoire – langt fra caféscenen.

Hvad dette betyder for én aften

Et en-times show i et lille hus er den moderne efterkommer af den caféscene. Guitaristen sætter tonen og rytmen, svarer sangeren og driver danseren, meget ligesom musikerne i Franconettis tid gjorde. Du behøver ikke kende noget til denne historie for at nyde timen, men den forklarer, hvorfor et hus i Sevilla kan vie en hel samling til instrumentet.

Læs næste: Grundlæggende flamencoguitar